-
WHO erklærer global sundhedskrise på grund af mpox
Source: BDK Borsnyt / 14 Aug 2024 14:14:21 America/New_York
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærer onsdag for anden gang på to år global sundhedskrise på grund af sygdommen mpox. Det sker, efter at et udbrud af virusset i DR Congo har spredt sig til nabolande. Virusset kan sprede sig ved tæt kontakt. Sygdommen udvikler sig sædvanligvis mildt, men kan i sjældne tilfælde være dødelig. Den giver influenzeagtige symptomer, og der kan være udslæt med blærer. WHO's erklæring om en offentlig sundhedskrise af international betydning forkortes PHEIC (Public Health Emergency of International Concern). Betegnelsen global sundhedskrise har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde. Udbruddet i DR Congo begyndte med spredningen af en såkaldt endemisk variant. Men en ny variant lader til at have lettere ved at sprede sig gennem tæt kontakt. Den har spredt sig til Burundi, Kenya, Rwanda og Uganda. - Det står klart, at en koordineret international respons er afgørende for at stoppe disse udbrud og redde liv, siger generaldirektør for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus. Mpox hed tidligere abekopper. Tidligere denne uge erklærede Afrikas øverste offentlige sundhedsmyndighed mpox-krise på kontinentet. I løbet af dette år har der været registeret over 17.000 mistænkte mpox-tilfælde og 517 dødsfald på kontinentet. Det er en stigning på 160 procent sammenlignet med samme periode sidste år, oplyser De Afrikanske Centre for Sygdomskontrol og -forebyggelse. I alt 13 lande har registreret tilfælde. Det var i juli 2022, at mpox første gang blev erklæret en global sundhedskrise. I maj 2023 mistede det udbrud - som var en anden variant - statussen som global sundhedskrise. Det danske selskab Bavarian Nordic, som har udviklet en koppevaccine, steg med over 12 procent onsdag. Selskabet havde udsigt til en ny ordre af vaccinen på grund af mpox-udbruddet, og det udløste stigningen. /ritzau/Reuters https://www.berlingske.dk/internationalt/who-erklaerer-global-sundhedskrise-paa-grund-af-mpox